Mit største faglige kick de seneste år har ubetinget været mødet med japaneren Kengo Kumas arkitektur. Blandt andet havde jeg det held at opleve ham kommentere egne værker på Velux-symposiet ”Light of Tomorrow” i Bilbao. Ved den lejlighed valgte han en klædelig underspillet præsentation til trods for, at han som sit hjemlands for tiden mest ombejlede arkitekt kunne have al mulig grund til stolthed under indtryk af den begejstring, hans ord og billedshow fremkaldte. Kuma er opvokset i et traditionelt hjem i lette materialer og kom derfor først til at stifte bekendtskab med landets fremherskende betonarkitektur under sit arkitektstudium. Han beskriver meget malende oplevelsen af at være omsluttet af beton som kvælende indtil det klaustrofobiske - og årsag til, at han siden har gjort alt for at skabe konstruktioner og rum af en lettere beskaffenhed med for eksempel glas, metal og træ.
Læs mere på arkbyg.dk.
01.03.2008. 04:21
En lavere varmeregning og bedre indeklima fås, når vindues- og rudetyperne vælges forskelligt i forhold til påvirkninger af sol og lys i de enkelte rum. Den optimale energiløsning kræver ifølge Rationel Vinduer forskellige vindues- og rudetyper mod nord og mod syd. I kølvandet på energikrisen opstod en uheldig form for skyklappe-logik, når varmeregningerne skulle presses i bund. Det gjaldt for enhver pris om at holde på den dyrebare varme. Tanken var, at der skulle være så få og små vinduer som muligt, og det var vigtigere end bløde værdier som indeklima og arkitektonisk udtryk. Nu gør Rationel Vinduer opmærksom på, at denne logik er helt utilstrækkelig, hvis målet er at skabe den optimale energiløsning. Der skal tænkes i et større perspektiv med forskellige vindues- og rudetyper mod verdenshjørnerne herunder ikke kun fokus på de enkelte vinduers evne til at holde på varmen (U-værdien), men også på at udnytte det gratis varmetilskud, som solen kan sende ind gennem vinduerne.
Læs mere på bygnet.dk.
25.01.2008. 06:30
Nogle har spået glassets død som facademateriale, fordi det efter sigende ikke skulle kunne overholde de nye energikrav i bygningsreglementet fra april 2006. Men det kan sagtens lade sig gøre at opføre arkitektonisk spændende byggerier med glasfacader og samtidig overholde energikravene. Det viser en ny undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet, som forskningschef Søren Aggerholm har stået for. Glas har de seneste 10-15 år været det foretrukne facademateriale på virksomheders domicilbyggerier. Så der var en vis bekymring blandt arkitekter og bygherrer om, hvorvidt det stadig kunne lade sig gøre at bygge kontorhuse med store glasfacader, da de nye energikrav blev indført. "Den bekymring er nu manet i jorden, og der er kommet nogle særdeles spændende byggerier ud af de første eksempler, både arkitektonisk og energimæssigt", siger Søren Aggerholm og peger på undersøgelsens to byggerier: Domicilerne for Energinet.dk, der er ved at være indflytningsklart, hhv. Carl Allers Etablissement A/S, der er under opførelse. De to byggerier har fået byggetilladelse og er gået i gang før bestemmelserne om de nye energikrav trådte i kraft, så der er tale om, at begge bygherrer frivilligt ønskede at opfylde de kommende, skærpede energikrav. "Vi ønskede først og fremmest at opføre et lyst og åbent byggeri, som vores medarbejdere kan føle sig godt tilpas i. Vi ville også sikre et energieffektivt byggeri, og det betød, at vi på grund af energirammen ikke fik så store gladfacader, som vi i udgangspunktet kunne tænke os. Men i dag, hvor byggeriet er færdigt, er vi ovenud tilfredse med lysindfald, transparens og åbenhed, især de store glasgavle er vi meget glade for", siger produktchef Jens Jørgen Rype fra Energinet.dk. Fra Carl Allers Etablissement A/S lyder det: "Vi var interesserede i både at bygge Allerhuset efter den nye energiramme og at få en væsentlig del af dagslyset fra store glasfacader. Begge dele har vi fået opfyldt. Med det store glasatrium, der går gennem alle etager, var den store udfordring at etablere både udvendig og indvendig solafskærmning, så medarbejderne får et godt arbejdsmiljø uden generende lysreflekser i deres lysfølsomme skærme. Det mener vi er lykkedes", siger bygherrerådgiver for Allerhuset Michael Bang. Allerhuset forventes færdigt i 2009.
Læs mere på aau.dk.
19.01.2008. 11:12